Gitte Korsholm Wamberg

Sognepræst Gitte Korsholm Wamberg

Præsentation:

Fra 1. juni bliver jeg jeres nye præst, og det glæder jeg mig til. Jeg ved, at jeg kommer til en kirke med masser af liv og mange gode traditioner, som jeg ser frem til at være en del af. Jeg ved også, at jeg kommer til at indgå i et team omkring kirken af dygtige medarbejdere, såvel lønnede som frivillige, og det er rigtigt godt at vide. Jeg vil bruge noget tid på at ”stikke fingeren i jorden”, og så vil jeg naturligvis også gerne sætte mit præg på kirkelivet i fremtiden.

Jeg glæder mig til at møde jer og håber, at I på alle måder vil bruge mig som præst.

 

OG HVEM ER JEG SÅ?

Jeg hedder Gitte Korsholm Wamberg. Jeg er 39 år og har været præst i 11 år. Jeg er gift med Klaus, der er elektriker, og vi har tre børn sammen, Lea på 3, Anna på 6 og Daniel på 9 år. Planen er, at vi bosætter os i Bjerringbro, når vi har fundet noget at bo i.

I fritiden er jeg sammen med familien. Vi holder blandt andet af at tage på fisketure, lave aftensmad over bål, eller se en god film i sofaen.

Jeg er opvokset i Viborg, og efter studentereksamen på Viborg Katedral rejste jeg et år til England, hvor jeg arbejdede som børne- og ungdomsmedarbejder i en kirke. Da jeg kom hjem igen i 2000 begyndte jeg på teologi i Aarhus. Ved siden af mit studie underviste jeg mikrokonfirmander, minikonfirmander og konfirmander i Sabro kirke. Midtvejs igennem studiet tog jeg en pause og rejste til Etiopien, hvor jeg arbejdede på en skole og oplevede på alle måder en helt anden verden. I 2007 fik jeg mit første embede i Skæring Kirke, hvor jeg har arbejdet de sidste 11 år. Det har været nogle spændende og lærerige år.

Nu ser jeg frem til at opleve, hvad Bjerringbro har at byde på.  Jeg glæder mig meget til at møde jer alle sammen – i kirken, ved skolen, i børnehaven, ved åen og hvor vi nu ses.