Koncert med Fangekoret fra Vridsløselille

Kirketjener Lisbet Refer Dalsgaard har tilsendt hjemmesideredaktionen billeder og beskrivelse af koncerten i Bjerringbro Kirke lørdag den 19. marts 2011 med Fangekoret fra Vridsløselille:

?Det var en rigtig god koncert, hvor de enkelte fangers historie gjorde stort indtryk på tilhørerne. Det er ikke let at sidde i fængsel, men det er absolut heller ikke let at blive lukket ud igen til en verden, der hele tiden er i forandring. Ligeledes kommer de fleste indsatte ud i friheden tynget af gæld til det offentlige i form af sagsomkostninger o.l.

I det øjeblik de skulle være så heldige at få arbejde, kan de være så uheldige at få trukket så store beløb af deres løn, at de står tilbage med noget der ligner kontanthjælp. Ikke det bedste incitament for at arbejde 37 timer om ugen - så er vejen tilbage til kriminalitet meget kort. Nu skal man samtidig passe på ikke kun at få ondt af dem, for der ligger jo grove forbrydelser bag dem. Ikke desto mindre tegner der sig et tydeligt billede ved de fleste, nemlig at deres barndom har været præget af svigt og vold. 

Dirigenten er korets ildsjæl, og jeg har svært ved at tro, at koret kan fortsætte, hvis hun en dag ikke vil være leder mere?.

Leder Louise Adrian ses her foran Fangekoret