Kirkebilen

KirkeBladet nr. 2, Forår 2011 - 7. årgang.

Med kirkebilen til gudstjeneste 

Ønsket om at komme i kirke om søndagen er ikke altid let at få opfyldt, hvis man for eksempel er gangbesværet. 
I de seneste år er en rollator blevet almindelig i bybilledet. Den har flyttet grænserne for mange menneskers formåen og er til stor gavn og glæde, udstyret som den jo normalt er med både hvilesæde og kurv til taske og varer.
Men alligevel er der nogen, som ikke kan klare at gå en længere distance, og her er det, at kirkebilen kommer ind i billedet som en god mulighed for ældre gangbesværede og eventuelle andre med bevægelseshandicap.
Kirkebilen er et kørselstilbud til alle, som ønsker at komme til gudstjeneste, men som ellers ikke har mulighed for at komme frem, ikke mindst om vinteren med dårligt føre, eller når mørket falder på som for eksempel ved nytårsgudstjenesten i Bjerringbro Kirke. Denne blev i 2010 holdt allerede kl. 16.00, i øvrigt med en meget fin tilslutning, idet 63 mennesker samledes om gudstjenesten og et efterfølgende glas champagne med ønsket om et godt nytår.

Benyttes kun af få

Der er dog overraskende få, som benytter sig af tilbuddet om at køre med kirkebilen.
Det gælder for såvel Mammen som for Lee-Hjorthede-Skjern og Bjerringbro-Bjerring-Hjermind.
Men selvfølgelig er der enkelte trofaste brugere. Et par, der gerne benytter ordningen, er Sofie og Chr. Bjerg Berthelsen i Bjerringbro.
- Nu hvor vi har solgt vores egen bil, kan turen op til kirken ikke altid klares med stok og rollator, og så er det rart at kunne ringe efter kirkebilen, fortæller Sofie Berthelsen. Hun og hendes mand synes, at det fungerer meget tilfredsstillende med kirkebilskørslen der i Bjerringbro udføres af Bjerringbro Taxi, og de er glade for at have muligheden, som de gerne deler med andre.

Telefonnumrene

Kirkebilernes telefonnumre kan læses andet steds i KirkeBladet, men for en ordens skyld gentager vi dem gerne her:

Bjerringbro-Bjerring-Hjermind tlf. 2020 1220.